Elsker, elsker ikke

Du elsker mig … du elsker mig ikke. Jeg bliver tiltrukket … jeg bliver afvist. Du er den rigtige for mig … nej, du er den forkerte for mig. Dette kunne ligne modsætninger, men i parforhold er det ikke unormalt, at svinge mellem den slags modsatrettede følelser. Men det er svært, og det kan være smertefuldt. Og det er ofte derfor, at vi går i parterapi.

Måske lyder det mærkeligt, men faktisk kan vi i den sammenhæng lære noget af de to verdensberømte skuespillere Elizabeth Tayler og Richard Burton. Umiddelbart virker deres forhold som dårlig reklamer for parterapi. Ganske vist blev de gift to gange, men de blev også skilt to gange – og deres forhold var som en følelsesmæssig tsunami.

Men i bogen Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte viser den danske psykolog Jytte Vikkelsøe, at vejen til det liv, man som par stræber efter, altid går gennem de mest fastlåste konflikter. Og faktisk bruger hun netop Elizabeth Tayler og Richard Burton som et eksempel på, at vi ofte falder for et andet menneske, som netop også rummer kimen til konflikt med én. Det betyder, at der i valget af partner er en dynamik indbygget – den store lidenskab, men på samme tid også elementer af stor usikkerhed, tvivl og foruroligelse. Se lige her, hvordan Richard Burton beskrev dette da han for første gang mødte Elizabeth Tayler:

»Hun var så usædvanlig smuk, at jeg næsten lo højt. Hun … (var) sult, brand, ødelæggelse og pest … altings sande ophav. Hendes bryster var apokalyptiske, de ville lægge imperier i grus, før de visnede hen … hendes krop var et mirakuløst bygningsværk … Hun var ubestrideligt vidunderlig. Hun var overdådig. Hun var mørkt, kompromisløst fråseri. Hun var, kort sagt, simpelthen for meget … de store violblå øjne … havde et sært glimt … Evigheder passerede, civilisationer opstod og bukkede under, mens disse kosmiske projektører undersøgte min mangelfulde personlighed. Hvert akne-ar i mit ansigt blev til et månekrater.«

Det er jo en tiltrækning og frygt for afvisning, der giver lyd fra sig her, på én gang og i forhold til det samme menneske – ekstase og lurende katastrofe, som Jytte Vikkelsø beskriver det.

I sin bog fortolker Jytte Vikkelsøe det på denne måde: Noget fælles gør sig gældende for de par, som hun har arbejdet med – nemlig det tilsyneladende modsætningsfyldte, at begge parter altid forelsker sig i et menneske, som rummer to karaktertræk. Man forelsker sig altså i en person, som rummer både de karaktertræk, som man selv beundrer mest og selv ønsker at have, men har meget vanskeligt ved at udvikle eller udtrykke og på samme tid karaktertræk, som man selv finder meget foruroligende, og derfor prøver at undslippe eller holde ude af sit liv.

Det er disse modsatrettede egenskaber, som kan resultere i den smertefulde oplevelse »du elsker mig … du elsker mig ikke« o.l. Men – og det er her parterapien kommer ind: Dette er ikke kun parforholdets nederlag. Det kan også blive forholdets udvikling. Som Jette Vikkelsøe skriver, så kan disse indbyggede uoverensstemmelser komme til at dominere parforholdet, »men de kan også vise vejen til forløsning. Konflikterne er nemlig også parforholdets ulevede mulighed.« Det er her parterapien kan hjælpe os til at udvikle os i fællesskab. Partneren tilbyder jo faktisk en mulighed for at man kan møde de træk hos ham eller hende, som man selv både har frygtet og længtes efter i sit liv.

Jytte Vikkelsøe skriver det meget præcist: Gaven som partneren kan bringe er »udfordringen til at møde os selv og tage ejerskab for den drøm og den længsel, der, hvis vi mærker efter, sikkert har boet i os, så længe vi kan huske.«

Reklamer
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Når livet svarer igen

billede-09-10-16Som terapeut møder jeg med jævne mellemrum mennesker, for hvem der er sket noget, som har rystet dem og deres oplevelse af verden voldsomt. Lige meget hvad de gør for at finde tilbage, er deres liv uigenkaldeligt forandret. Tilbøjeligheden til at ville “løse problemet” og selv bestemme over livet fører ingen vegne hen og accepten af det skete vil heller ikke indfinde sig.

Samtalen i et terapiforløb bliver derfor i stedet et forsøg på, at få fat i noget større.

I artiklen “Mo-zen” skriver Suzanne Brøgger fra et “stort” sted:

Selvom jordelivet er selve paradiset i glimt, og evigheden er her og nu, bliver ingen sparet for livets genvordigheder. Sjovt ord. For det betyder jo bare, at livet svarer igen. Vi er ikke alene. Der kommer hele tiden svar. Også dem, vi ikke ligefrem ønsker: Kærlighedssorg, tab af håb, tro og relationer, sygdom og død. Livets ustadighed, kort sagt.
Man kan jo vælge at opfatte de frygtelige svar, man undertiden får, som udtryk for tilværelsens store humor. Selvom man sagtens kan græde i flere år over noget. Ind i mellem griner man samtidig. Og man ved, at der er en mening et sted, selvom den kan være svær at se. De ting, man ikke kommer over, og som bliver livsformende, forlener én med en skæbne. Det er fint, fås ikke med rabat.

“Skæbne” er et stort ord, skabt ud af store omstændigheder, dvs. de livsforandrende oplevelser, man ikke kommer over. De livsformende oplevelser, man ikke selv kan bestemme over, men i stedet må lever med uden at kunne “løse”.

Nogle mennesker ender med at tager deres skæbne på sig, og får på den måde fat i noget uforklarligt større. Noget, der simpelthen er større end det, de personligt har oplevet.

Som tilskuer til dette slip ind i erfaringen af “skæbne”, kan det i terapirummet, opleves som et nyt og større ja til livet, end det, der var til stede før det skete.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Sjælstrøm

For nylig læste jeg et digt af Annegrethe Bugtrup i hendes digtsamling Sjælstrøm. Digte kan beskrive følelser og stemninger, som det ellers er meget svært at sætte ord på. Dette digt rørte mig med en fin og følsom beskrivelse af den panik der opstår, når vi, selv i korte øjeblikke, mister kontakten til dem vi elsker.

Digtets metafor er en oplevelse af at blive trukket ud på for dybt vand og kastet rundt derude, for så pludselig ikke længere at kunne bunde:

Leg i vandetsjaelstroem
smil og overkommelige bølger
vi lader os tage
flyder med

Pludselig

Vand vokser
så bestemt
uden diskussion
tages jeg
føres ind
det er lidt rart – endnu
ud af, ud af, ud af så
jeg kan ikke bunde
kunne lige før
kastes rundt
hvor er min krops dele?

Uden at være i stand til at opfatte, hvor kroppens dele befinder sig, mærker hun bundens hårde sten mod sit ansigt og føler sig som en forkert skabning i et forkert element.

Kæmper og kæmper
men overmagten ænser ikke
ruller i havets tempo frem – tilbage
mine ben kører
vil have fat men bunden er ikke i nærheden

Uden at kunne trække luft ind kæmpes med overmagten, som her er havet, der ruller i sit eget tempo frem og tilbage for dog, til sidst, at rulle kroppen ind på stranden igen.

Digtet slutter:

Sådan elskede
når vores harmoni pludselig brydes
så bliver jeg min hjælpeløse krop
i alt for stærke kræfter
og ingen bred i sigte

Først når du lægger dig
og trækker dig tilbage
kan jeg atter trække vejret

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Minder i bevægelse

Minder er noget underligt noget – de bevæger sig, skifter plads og betydning, alt efter hvem der lytter.

Minder om min far bevæger sig i terapirummet væk fra det statiske og fastlåste, over i en mere sanselig, flydende bevægelighed.

Ud af bevægeligheden dukkede glemte minder frem – far som smiler af ren og skær livslyst, masende afsted med trillebøren fuld af os børn.

Vi blev hældt direkte ud i Kattegats blågrønne bølger, til lyden af min mor der råbte “neeeej Jørgen, det er aaaaalt for koldt for bøøørnene!”

havetDen, der fik mindet til at bevæge sig – lyttede til frygt, tab og uforløste ønsker om at blive set, og hun blev ved med at lytte – indtil minderne begyndte at bevæge sig, og jeg blev stærk nok til at mærke, hvad det indebar at mindes.

Så begyndte det fine at komme frem.

Minder er underlige – de bevæger sig alt efter hvor stor ømheden og omsorgen er hos den der lytter.

Klik her for at komme til min hjemmeside
Udgivet i Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Dit indre landkort

Prøv at forestille dig, at du kigger på et udsnit af et landkort uden stednavne eller indtegnede byer og veje. Der er heller ingen kystlinie på kortet. Ingen særlige kendemærker. Bare et stykke land, et eller andet sted på kloden. Hvordan ville du orienterer dig, og hvordan ville du vide, hvor du var, hvis du skulle finde rundt i verden ved hjælp af dette kort? Ville du overhoved nogensinde være i stand til det? Næppe.IMG_0497

Følelser er som vejskilte, veje og byer på dit indre landkort. Følelserne er stednavnene, der gør dig i stand til at orientere dig i dit liv. Uden evnen til at kunne navngive følelserne, glæde såvel som smerte, ville du omgående fare vild. For uden følelserne har du ikke noget, at orientere dig efter. Følelserne fortæller dig, hvad der er vigtigt for dig. Hvilken vej du skal bevæge dig, og måske også hvordan du tror der vil være, der hvor du gerne vil hen.

Uden kontakt til dine følelser mister du den fine indre evne, du har, til at være vejviser i dit eget liv.

Dine indre landskaber kan navngives, bl.a. gennem psykoterapi, så du ved, eller finder ud af, hvor du befinder dig. Dine følelser er, som en psykisk GPS, der guider dig igennem og med tydelig og insisterende stemme fortæller dig, hvilken vej du skal gå.

Det du ikke kan fortælle, fordi det aldrig har fået navn, kan gøre dig hjemløs i dit eget liv. Det du kan fortælle, vil vise dig vejen hjem.

Klik her for at komme tilbage til min hjemmeside
Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar