Sjælstrøm

For nylig læste jeg et digt af Annegrethe Bugtrup i hendes digtsamling Sjælstrøm. Digte kan beskrive følelser og stemninger, som det ellers er meget svært at sætte ord på. Dette digt rørte mig med en fin og følsom beskrivelse af den panik der opstår, når vi, selv i korte øjeblikke, mister kontakten til dem vi elsker.

Digtets metafor er en oplevelse af at blive trukket ud på for dybt vand og kastet rundt derude, for så pludselig ikke længere at kunne bunde:

Leg i vandetsjaelstroem
smil og overkommelige bølger
vi lader os tage
flyder med

Pludselig

Vand vokser
så bestemt
uden diskussion
tages jeg
føres ind
det er lidt rart – endnu
ud af, ud af, ud af så
jeg kan ikke bunde
kunne lige før
kastes rundt
hvor er min krops dele?

Uden at være i stand til at opfatte, hvor kroppens dele befinder sig, mærker hun bundens hårde sten mod sit ansigt og føler sig som en forkert skabning i et forkert element.

Kæmper og kæmper
men overmagten ænser ikke
ruller i havets tempo frem – tilbage
mine ben kører
vil have fat men bunden er ikke i nærheden

Uden at kunne trække luft ind kæmpes med overmagten, som her er havet, der ruller i sit eget tempo frem og tilbage for dog, til sidst, at rulle kroppen ind på stranden igen.

Digtet slutter:

Sådan elskede
når vores harmoni pludselig brydes
så bliver jeg min hjælpeløse krop
i alt for stærke kræfter
og ingen bred i sigte

Først når du lægger dig
og trækker dig tilbage
kan jeg atter trække vejret

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s